MORDER
af Per Dreyer

Køb Morder direkte fra Per og få et signeret eksemplar. 

Detaljer:

Sprog: Dansk
ISBN-13: 9788797007808
Sidetal: 303
Udgivet: 09.11.2017

Morder kan også købes her:
www.saxo.com/dk/morder
www.arnoldbusck.dk/boeger


Pris: 275, 
 
incl. levering

Køb Morder
- eller lån den på dit bibliotek

Er lige blevet færdig med din bog for ti minutter siden, Per, helt fantastisk velskrevet og spændende. En medrivende, hård og intens krimi. ØV, den er færdig, jeg håber sandelig du er igang med nummer 2???

Så dejligt med at nyt frisk input på den danske krimiscene. jeg kan kun anbefale at få gåsehud i 2018. Morder af Per Dreyer tilføjer et nyt perspektiv til krimigenren. Jeg ser frem til de næste bind!

HANDLING.

Hvad gør du, når den million, du har hugget, bliver stjålet fra dig? Du ringer nok ikke til politiet, vel? – Nej, du kontakter banden, πR@, for at få hjælp.

Jimi Neeves er en reklamemand midt i 30’erne, som lever sammen med, Ingrid Boermann, enearvingen til en af Danmarks største formuer. Selvom Jimi holder af Ingrid, kan han ikke styre sine drifter og forfører så mange kvinder som muligt, ved hjælp af sit flotte ydre og direkte talegaver. Først da Jimi begraver sig i Ingrids veninde, Mille, får hans afskyelige appetit ubehagelige konsekvenser.

πR@ er en håndfuld kriminelle har stablet en god forretning på benene, som radikalt ”opklarer” forbrydelser begået i miljøet. 
Det viser sig dog snart, at én rødehånd ikke er nok, så banden må se sig om efter en lærling.
Mordere hænger ikke på træerne, men Laksen udser Jimi som godt potentiale.
For at kunne styre Jimis dæmoner og hang til sexrelateret vold mod kvinder, sætter Laksen ham i behandling hos dominaen, Lucy.

Jimis første opgave er bestillingsmordet på en velanskevet journalist, men selvom hans far var lejesoldat, ved Jimi ikke, om han selv rummer det, der skal til for at kunne slå et andet menneske ihjel

22:00 Bakkerne - Skamlebæk strand
20. juli

 

Jimi drejede af.
Plantageparkeringspladsen lå i bakkerne mellem buske og birketræer i en skyggefuld hulning med delvis udsigt over det meste af Fårevejle og omegn. Grusvejen ind til pladsen var et mønster af pytter og løse sten. Jimi havde tænkt sig at følge telefon-gps’en og Laksens anvisninger til punkt og prikke; men opgav at finde et sted, hvor han kunne stige nogenlunde tørskoet ud.
- Lortested, her skal jeg fandeme ikke holde!
Maseratiens baghjul fedtede i det smattede grus, da han bakkede ud til asfaltvejen.

Som oprindeligt aftalt parkerede han neden for bakkerne på pladsen bag Skamlebæksenderens forladte bygninger.
- Det betyder jo ikke en skid!
Da han ikke længere skulle bruge tid på at gå gennem plantagen, var han 20 minutter foran tidsplanen.
De tre stesolider gled ned med dåsecola. Jimi følte sig egentligt ikke nervøs, men Laksen havde advaret og pålagt ham at spise pillerne uanset hvad: “Nerver har det med klikke!”

Han gik mod stranden over gyvelengen med rygsæk og fiskestang, mens sommeraftenen skiftede til nat.
Stien førte ham ud til skrænten, hvor han fandt et snoet spor ned til stenstranden, og snart gik han mod nord langs vandkanten i tusmørkets udviskede farver.
Havets rullende bevægelse lød som et dybt og grænseløst åndedrag … gør du det? … tør du det?
Han nåede den stejle trappe, lagde den irriterende fiskestang fra sig i krattet og så stort på sit alibi for at opholde sig på stranden, her var jo ikke et øje.
Trappen var lang og stejl, og han begyndte opstigningen.
- Hallo, er det dit fiskegrej?
Han var næsten helt oppe. Stodderen stod på stranden og pegede mod krattet.
- Hvad? Ja!
- Du kan sgu da ikke bare smide alt muligt lort her!
Jimi genkendte ham fra billederne i Laksens mappe. Herman Karlsen og hund, ham som skulle dø.
- Jeg smider ikke, jeg skulle bare…
- Hvad laver du egentligt på den trappe, den er privat! Du har intet at gøre her!
- Har jeg ikke?
- Nej, du står på en privat trappe, enten kommer du ned, samler dit lort op og forsvinder samme vej du kom, eller også ringer jeg til politiet!
- Politiet?
Jimi overvejede at trække pistolen op ad rygsækken og pløkke stodderen ned.
- Ja, politiet, det er privat grund det her!
Jeg pløkker ham sgu, tænkte han, lad mig få det overstået.
Der var ikke langt fra tanke til handling. Jimi tog rygsækken af og lynede op. Han gik forsigtigt ned ad trappen, nærmede sig stodderen, fik fat i skyderen; den var ikke ladt. Han famlede efter magasinet, fandt det i bunden af rygsækken og forsøgte at presse det ind i skæftet, men måtte opgive. Han var ikke nervøs, rystede blot for meget.
- Sig mig, hvad roder du efter i den rygsæk?
- Hvad rager det dig, eller er det også forbudt på din trappe?
Jimis mund var tør, og han havde svært ved at tale.
Stodderen piftede uden varsel og pegede op på ham. Schæferen lystrede øjeblikkeligt og sprang op mod ham, Jimi havde aldrig set sådan en stor schæfer. Den fik omgående færten af det fordærvede kød, sprang op og bed fat i rygsækken.
- Buddy, release!
Hunden slap, men blev på trappen og flyttede ikke sine gule øjne fra ham.
- Hvad har du i den rygsæk?
- Et par hornfisk. Kan du ikke holde styr på din hund! Ellers er det mig, der ringer til politiet!
Jimi samlede fiskegrejet og skyndte sig væk.
Laksen styrer, tænkte han og fortrød naturligvis, at han smed fiskegrejet og ikke parkerede oppe i bakkerne. Laksen styrer, det er sådan, vi holder os i live.
Han så sig over skulderen og kunne se stodderen stå øverst på trappen med sin motherfucker schæfer.
- Det kører ikke for mig, mumlede han. Hvad ville Toe have gjort?
Da han var sikker på at være ude af syne, gik han bort fra stranden og fandt en anden vej til huset.

Han brød sig ikke om hunde, måden de så på ham. Store hunde, små
hunde, han brød sig ikke om dem.
Nu stod stodderens schæfer, stor som en ulv, med forbenene plantet i
vindueskarmen og gloede ud i mørket, som om den vidste, at han var
derude. Den havde færten af ham, hvorfor fanden gøede den ikke?
Stodderen kom flere gange hen til vinduet, kløede den i nakken og så ud i mørket; men fik ikke øje på andet end sit eget spejlbillede. Han anede sgu ikke uråd, ellers havde han vel lukket hunden ud?
Endelig blev lyset slukket i stueetagen og tændt på første sal. Karlsen brugte ikke gardiner, heller ikke for badeværelsesvinduet. Jimi kunne se ham pisse og hvordan han børstede tænder og fjernede kontaktlinser. Han konstaterede, at cavlingprisvinderen brugte lotion på hænder, arme og i hovedbunden.
Jimi fulgte Karlsen med kikkert, indtil han krøb ned under dynen og slukkede sin sengelampe.

Hvordan ville Toe låse sig ind, liste sig ind på sit sovende og forsvarsløse offer, og skyde ham i hovedet? Han ville være enkel, ren og effektiv. Det havde også været Jimis plan, men mødet på stranden fejede al mandsmod bort, for han vidste nu, at stodderen var overraskende veltrænet og en del højere end ham selv. Karlsen virkede på ingen måde som en udbrændt journalist; men som en mand, som sagtens kunne forsvare sig - og hunden, dens størrelse, de hvide tænder og gule øjne.
Han var ikke nervøs, men det adrenalinkick, som ramte ham, slog som et isnende vindstød.
Jimi tabte injektionssprøjten, da han ville pumpe hestebedøvelsesmidlet i den småfordærvede steak. Han trådte tilmed på sprøjten og klemte halvdelen af væsken ud i græsset. Af frygt for at blive set fra huset turde han ikke tænde lommelygten og famlede rundt i jordbunden, hvor han endelig fandt sprøjten og stak sig på kanylen.
“Husk at fixe bøffen og lade pistolen, inden du forlader bilen.”
Atter måtte han erkende, hvor idiotisk det var at skide på Laksens instrukser.
Nu sad han i mørket med kanyle og kød og fumlede sig nærmere på panik.
“Fucking Pomfrit!”
Toe havde ret, han var kun en fucking pomfrit, som bildte sig ind, at han stadig ikke var nervøs.

Månen stod op og sendte sit flade lys ud over det kuperede vestsjællandske kystlandskab.
Præcis 30 minutter efter, at Herman Karlsen slukkede sengelampen, trak Jimi en elefanthue over hovedet og beyndte at nærme sig huset.
Han undgik de kuppelformede overvågningskameraer, satte tape over kameraet ved køkkentrappen og slukkede den tændte pendel med en sort affaldssæk.
Hunden hørte ham, da han låste køkkendøren op. Den kom løbende ned ad trappen fra første sal og sprang snerrende ud i køkkenet. Jimi kastede hurtigt bøffen ind på køkkengulvet og lukkede atter døren.
Tænk at træne sin vagthund til ikke at gø - det er sgu for dumt!
Han dristede sig til at skotte ind gennem vinduet ved siden af døren.
Hunden gik efter kødet og huggede det grådigt i sig.
- Ja! Det er godt, Buddy, spis du bare, din idiot. Ja sådan, æd det hele!
Jimi listede helt ud til skrænten, lagde sig på ryggen og så op i stjerne-
himlen, mens han ventede på, at bedøvelsen slog hunden ud.
- Cassiopeia, Lille Bjørn, Vandmanden.
Så slog nervøsiteten lige hårdt nok, og han måtte erkende, at hans puls hamrede og åndedrættet galopperede. Stesoliderne virkede ikke, havde han dog bare en flaske vodka - Toe drak jo også!
Det slog ham, at det eneste fornuftige, han kunne gøre, var at skynde sig tilbage til bilen og glemme dette afsindige forehavende. Indse, at han aldrig blev morder som Toe eller sin far. Krybe tilbage til Ingrid som en fnatmide, lægge sig på knæ, sværge ved alt, der var at sværge ved og bede hende tilgive.
- Jeg dropper sgu det pis!
Og her løb panik-exit’et ud i sandet. Ingrid var ikke en mulighed; den chance var kørt, og i øvrigt ville han ikke overleve at stikke af fra en aftale med Laksen.
Der var kun et at gøre, Jimi måtte tilbage på sporet af det mord, som var hans eneste mulighed for en fremtid. Stodderen måtte dø for, at han kunne få et liv.
Nu skulle han blot ind i det skide køkken, pakke hunden af vejen og finde noget sprut at dulme sig på.
Mobildisplayet lyste op, de femten minutter var gået, hunden var væk og han sneg sig tilbage til huset, hvor han lagde gaffatape om køterens snude, samlede poterne med strips, pakkede den ind i en affaldssæk og bar den ud for at dumpe den i husets skraldespand.
Stilheden i det fremmede køkken, og angsten for, at stodderen pludselig ville overrumple ham, fik Jimi til at skænde hviskende på sig selv, mens han søgte i skuffer og skabe.
- Dit dumme skvat, så ta’ dig dog sammen!
Han fandt en flaske akvavit i fryseren, satte den for munden og drak.
Snapsen rev i halsen og tog toppen af den kvælende nervepanik med en efterfølgende fornemmelse af varme.
Han drak atter og listede forsigtigt ovenpå med en iskold flaske rød snaps i den ene hånd og en skarpladt pistol i den anden.
Gangen på første sal var oplyst af månen, som strålede ind ad et mandshøjt vindue for enden af gangen.
Det var let at finde døren til soveværelset. Jimi kunne høre Karlsen snorke og drak atter af snapsen, inden han satte flasken fra sig og tog i dørhåndtaget.
Der lå han med ryggen til døren og dynen trukket op over skuldrene. Jim rettede pistolen mod sengen og gik hen til fodenden, hvor hans nervøsitet pludselig forsvandt.

Både i køkkenet, på trappen og hen ad gangen mod soveværelset havde han haft svært ved at kontrollere sine krampagtige bevægelser, men da han stod foran sit offer, blev han slået af en bemærkelsesværdig ro. Han tænkte, at snapsen endelig havde sparket gang i stesoliderne; men der var også noget andet, noget som både skræmte og pirrede ham.
Pistolens vægt i hånden, den sovende mand i sengen.
Fuldstændig som i Fåborg, da han stod ved fodenden og betragtede den nøgne udstrakte kvinde. Han følte sig som dommer, der vejede et menneskeliv i hænderne; et menneskeliv med håb og drømme om dage og fremtid. Et levende magtesløst menneske, hvis skæbne var lagt i Jimis hænder.
Bødlens magt fyldte ham med overlegen ro. Det var ubeskriveligt, livsbekræftende i al sig perversitet og langt bedre end sex.
Han sigtede mod hjertet, mod hovedet og tilbage igen mod hjertet.
Besluttede sig for at holde en pude over stodderens ansigt. Han havde set, Al Pacino skyde gennem en pude, og tænkte, at det var sådan, man slog ihjel på klos hold.
Stodderen sparkede og gjorde modstand, da puden lukkede sig om hans luftveje. Han var stærk, og Jimi måtte lægge hele sin kropsvægt og alle sine kræfter i for at holde ham nede, mens han pressede pistolløbet mod puden, lukkede øjnene og trykkede af.

“Dreyer kender sin overklasse og sin underverden og kan skifte mellem de to på en måde, så jeg tænker, at min nabo ligesågodt kan være bestyrer af et bordel eller ordne kontrakter.”
Torben Simonsen 


"Per Dreyers krimi hæver sig klasser over den gængse krimi. Per mestrer en dialog som er intens og medrivende. Pers baggrund i filmen fornægter sig ikke!”
❤❤❤❤❤❤
Gitte Just


“Per Dreyers krimi er en af de få bøger, man ikke kan lægge fra sig. Aflys dine aftaler, bestil take away og LÆS!”
Julia Ballaschk

Morderselfies - Indsend og deltag i lodtrækningen om et signeret eksemplar af bind 2, ELSKER, som jeg planlægger at udsende i oktober 2018.

Tom Lundquist

Japan

Tom Lundquist

Japan

Tom Lundquist

Japan

Tom Lundquist

Japan

Tom Lundquist

Japan
Casper på bryllupsrejse

Kasper Thorsøe

Sydafrika

Leif Vejbæk

Danmark

Jette Svane

Cuba

Françoise Nicolet

Schweiz

Sanne Dod Mantle

Marokko

Erdoğan Adanır

Ankara
Send morderselfies til: This email address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it.
OF&H
v/ Per Dreyer
Rørholmsgade 2a, 4th.
DK-1352 København K

Kontakt:
This email address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it.


cvr.: 73931258
Nykredit  8117 - 4597383

Tak, fordi du køber
 min bog!
En voldsmand under lup, træd indenfor i Jimis dunkle univers.